I 2019 udkom Aarhus Kommune med en handicappolitik, der ved udgangen af i år når sin slutdato. Siden politikken blev udrullet, er det dog begrænset hvor mange af målsætningerne, der er blevet til realiteter. I bund og grund skyldes dette, at der ikke var udtænkt en tilgængelighedsstrategi – hvilket særligt kommer til udtryk i de rekreative områder, derunder skov og strand.
Af Anton Brogaard & Emma Johanne Holmen C.
Først et skridt op over en høj kantsten for at passere en cykelsti. Så igennem den gamle skolegård ved N. J. Fjordsgades Skole, hvis asfaltbelægning bærer præg af begyndende forfald.
Vi befinder os tillige midt i kalenderårets forfald, og bladene ligger spredt som vifter på den fugtige jord. De gulligorange formationer kan for øjet have sin charme, men med regnen bidrager bladene til glat føre.
Man skal være varsom i sin færden på den korte strækning hen mod de baraklignende bygninger i det fjerneste hjørne af skolegården.
Handlingens hjerterum
I en af barakkerne findes lokalerne for ‘Sager der Samler’. Her kan man møde Ulla Søberg Jakobsen, i ly for vejret, men alligevel kørende på de samme hjul, som hvis hun befandt sig udendørs.
Ulla bruger kørestol grundet rygmarvsbrok, og for hende er de tre hjul på hendes dybrøde minicrosser essentielle for at få hverdagen til at fungere.
Ulla møder sine besøgende med en gæstfri munterhed, men bag de åbne arme gemmer sig en frustration, hun næppe ønsker at undertrykke. Frustrationen er blevet drivkræften bag foreningen ‘Tours on Wheels’, som hun stiftede i 2018.
Gennem foreningen statuerer Ulla et eksempel på, hvad det vil sige at være kørestolsbruger i Aarhus Kommune – og hvordan tilgængeligheden mildest talt halter, når det kommer til at skulle bevæge sig rundt på hjul i stedet for fødder.
På guidede ture kan de, som ønsker det, komme ud og opleve, hvad det vil sige at være afhængig af faste underlag og slisker – dét, man i politiske termer vil sikre gennem ”universelt design”.
Via Tours on Wheels får man et nyt perspektiv på tilværelsen – både i praktisk forstand, men også på hvordan livet ser anderledes (og begrænset) ud.
Tvivlsomhed eller tilgængelighed?
Begrænsninger er der rigeligt af. Selvom der i byrådet i Aarhus Kommune blev vedtaget en handicappolitik kaldet ‘Aarhus – en god by for alle’ i august 2019, gældende frem til slutningen af dette år, peger flere ting i retning af, at tilgængeligheden endnu ikke er blevet en prioritering på den politiske dagsorden.
Dette til trods for, at det jævnfør den politiske vedtægt er Aarhus Kommunes mål at sikre god tilgængelighed til alle offentlige faciliteter og tilbud, og at kommunen ved god tilgængelighed forstår, at der skabes en ligeværdig adgang til offentlige rekreative områder, derunder skov og strand.
Ifølge kommunen selv var en af de bærende strategier for en handicappolitik, som kunne lykkes, at der blev etableret et ‘Tilgængelighedsråd’. Alligevel er Ulla af den overbevisning, at der mangler handling bag byrådets ord, og at kommunen ikke ønsker at lytte til dem, som oplever begrænsningerne på klos hold:
“Tilgængelighedsrådet har jo ikke styr på noget som helst, de siger hele tiden, de gerne vil samarbejde med os. Men vi kan jo bare konstatere, at det ikke er det, der sker.”
Om end Ulla er af denne opfattelse, er formanden for Tilgængelighedsrådet, Polly Dutschke, ikke just enig: “Vi har meget med borgerinddragelse, hvor vi har et Handicapråd med repræsentanter.”
Efter sigende er borgerrepræsentanternes funktion at “repræsentere den målgruppe, man nu engang er”, hvortil det hævdes, at “borgerinddragelsen tænkes ind i tilgængeligheden.”
Fra tanke til halv handling
En ting er at tænke tilgængeligt. En anden ting er at implementere tilgængeligheden og udarbejde planer for, hvordan tilgængeligheden kan realiseres. Det er noget, som har vist sig at være vanskeligere end som så; af den simple årsag, at der ved handicappolitikkens oprindelse ikke forelå nogen strategi for hvordan, hvorledes og hvornår, den vil kunne blive ført ud i livet.
Det var først på bagkant af politikken, at der blev udtænkt en handleplan i tilgængelighedsøjemed – herunder med henblik på naturen og rekreative områder:
“Vi har i vores tilgængelighedsstrategi lagt os op ad de mål, som handicappolitikken udstikker”, udtaler Kristina Friis Simonsen fra Teknik og Miljø, og som er kontaktperson vedrørende tilgængelighed i ‘Grønne Områder’:
“Lige præcis det rekreative område, det skiller sig ud fra andre områder, fordi vores projekter ikke bliver så store, men ret konkrete (…) I ‘19 var vi meget på bar bund. Nu er vores plan denne her strategi: Den er et levende dokument, og så skal vi jo have puttet nye projekter og mål ind i den.”
Et kvalificeret bud på et sådant projekt er ‘Anemoneruterne’, lanceret i marts 2023 i Riis Skov og ved Egå Engsø. Ruterne beskrives som værende flade ruter med brede stier, stabilt underlag, ledelinjer og god adgang til de vigtigste faciliteter.
Ud fra beskrivelsen af ruterne kunne man tænke, at hverken “mangelfulde fysiske rammer” eller “praktiske forhold” er en hindring for at komme ud i naturen dér.
Disse to barrierer er fremlagt i en rapport fra 2021 om ‘Friluftsliv blandt personer med handicap i Danmark’, hvortil tæt på halvdelen af respondenterne, 45%, svarede, at netop de praktiske forhold afholder dem fra at være mere friluftsaktive.
Ifølge Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer, bør rapporten anskues som et “inspirationskatalog for civilsamfundet og for politikere – hvad angår tilgængelighed og naturfællesskaber.”
Imidlertid har Ulla, i sin erindring på en råkold novemberdag, ikke meget til overs for Anemoneruterne, hun besøgte i foråret, som ellers skulle være et af de få konkrete løsningsforslag fra tilgængelighedsstrategien:
“Jeg har været derude i Riis Skov på min minicrosser, hvor jeg ligesom konstaterede, jamen bare at komme ud til den der sti der, det var altså ikke det nemmeste i verden.”
Entusiasme trods ekskludering
Minicrosseren styrer Ulla ellers med hård hånd. I de interimistiske lokaler, hvor Sager der Samler har til huse, ligger der gulvtæpper i alverdens formater og kvaliteter, nogen endda med frynser og foldede hjørner, man nemt kan snuble i. Dørkarmene er smalle, dørtærsklerne af en vis højde. Bord- og stoleben er der nok af, hvilket bevidner om et sted, der lægger op til dialog.
Det er således ikke Ullas kørsel, der fejler noget. Ulla er en rutineret kørestolsbruger, som i mange henseender har sørget for at tilpasse sig det samfund, hun nu engang befinder sig i – ikke omvendt.
“De udfordringer, der er, det er jo bare at vise, hvor svært det er at komme ud ad en dør”, siger Ulla i færd med at bakke over et fodpanel: “At komme fra A til B. Hvor bøvlet det egentlig er.”
Besværet bliver ikke mindre af, at der med Tours on Wheels er planlagt en tur ud i ugens hidtil værste nedbør. Som ny bruger af en manuel kørestol kræver det mere armkraft end antaget, og det er som om, at modvinden kommer fra alle retninger.
Skolegården, som tidligere bestod af åbne vidder, virker med ét som en forhindringsbane. Blot tanken om at skulle ud i skoven kan virke uoverskuelig, men “det at komme ud i naturen og opleve noget grønt, det er jo supervigtigt at kunne”, indvender Ulla i front: “Det er bare skidesvært.”
I samlet flok sættes kursen mod Marselisborg Skovene, og gennem den tunge, regnvåde luft emmer stemningen af sammenhold. Et sammenhold, der styrkes af, at alle for en gangs skyld har samme kår.
“Vi ved, der er en kæmpe problemstilling med ensomhed blandt mennesker med et bevæghandicap”, udtaler DH’s næstformand, Sif Holst;
“Og der må man sige, at hvis resten af familien tager i parken, eller en tur i skoven og laver noget tilsvarende – hvis der ikke er nogle af de lokale steder, der har gode faciliteter, så er det svært.”
Hvorfor status quo?
Der kan opstilles mange årsager for, at den gode tilgængelighed i naturen i Aarhus ikke er nået, som det ellers står skrevet i handicappolitikken.
Det mener Polly Dutschke, Tilgængelighedsrådets formand, der begrunder manglende handling med, at “hele systematikken og hele den grundstruktur, der skulle til for overhovedet at bygge noget op, der hedder tilgængelighed, den skulle ligesom på plads først.”
Polly refererer endvidere til sparsomme kompetencer og et stramt økonomisk budget, der efter sigende også har været udslagsgivende for politikkens stilstand:
“Jeg tror, det man skulle have gjort tilbage i ‘19, det er jo, at man måske skulle have været tydelig på, vi har en vision – og en politik, den skal man altid huske, er en vision.”
Ergo var der ingen, som ved handicappolitikkens publicering vidste, hvordan målene skulle nås. Og med hensyn til fremtiden, er der tilsyneladende også delte meninger om, hvordan den ser ud.
Det tværfaglige samarbejde
Lærke Falstaff, projektleder for ’Natur for Alle’, mener, at et samarbejde mellem forvaltningen og lokale brugere kan være vejen mod en mere tilgængelig fremtid for kørestolsbrugere.
Natur for Alle er et initiativ, som hjælper med at kortlægge tilgængeligheden til udvalgte ruter og faciliteter i naturen, herunder Anemoneruterne.
Ud fra beskrivelser af ruterne er det op til den enkelte bruger at vurdere, om en given rute er tilgængelig. Lærke Falstaff fortæller, at;
”Vi hos Natur for Alle har oplevet, at en direkte, pragmatisk dialog omkring formidling og forbedring af adgangen til naturen mellem forvaltning og brugere, er et stærkt redskab for at lykkes. I denne dialog opstår en fælles forståelse for mulige potentialer og barrierer hos både borgere og forvaltninger.”
Tilgængelighedsrådets formand, Polly, og kontaktperson ved ‘Grønne Områder’ hos Teknik og Miljø, Kristina, er enige om, at kommunen bliver klogere gennem den føromtalte borgerrepræsentation.
Problemet er bare, at det først var en idé, der kom på tegnebrættet, da handicappolitikken var sendt i trykken. En idé, hvor “vi skal arbejde i lang tid, over mange år”, fastslår Polly:
“Det tager måske 25 år at nå helt i mål med, hvis man kigger på dét, der hedder handicappolitikken – i hele byen – og den drøm, man har.”
Visionerne fremadrettet
Der er langt fra en byrådsperiode til en proces på 25 år – og om man kan tillade sig blot at drømme, er et spørgsmål til debat.
Fra perspektivet i en kørestol, midt i skovens helle, virker det som en falliterklæring, at der må ventes så længe. Særligt med henblik på at dét, der først var fremlagt som en politik, man burde kunne tage for gode varer, viste sig at være hult klingende ord.
Med syn for både fejl og mangler i måden, hvorpå tilgængeligheden skal sikres i naturen i Aarhus Kommune, kan de, som har været med Tours on Wheels ånde lettede op, da N. J. Fjordsgades Skole igen kommer til syne.
Kørestolene bliver parkerede, og de kølige ben bliver rystet tilbage til “normalen”. Det er i hvert fald normalen for alle i selskabet på nær en, nemlig Ulla, som endnu må kigge langt efter en ligeværdig, tilgængelig tur ud i det grønne.